Smalltalk giver trivsel i hverdagen

Har du tænkt over, hvordan du er som kollega?

Hilser du på dine kollegaer og siger god morgen til dem, du møder om morgenen eller er du typen, der går direkte ind på din plads uden at hilse på nogen?

Ved du hvad dine kollegaer laver, når de ikke er på arbejde eller bliver du irriteret på en kollega, hvis hun begynder at fortælle, hvad hun har lavet i weekenden?

Social snak eller smalltalk opfattes ofte som spild af tid og overfladisk snak uden mening.  Bemærkninger som ”jeg har ikke tid til at tale nu” eller ”jeg skal lige være færdig med arbejde, så kan vi tale” understøtter opfattelse af, at smalltalk anses som overflødigt og ikke har noget med arbejde at gøre.

Smalltalk kan imidlertid være med til at skabe et godt arbejdsklima og fremme vidensdeling og læring i din organisation.

Danmark bedste arbejdspladser har sat social snak på dagsordenen. Her er det blevet en del af hverdagen, og både ledere og medarbejderne er på skift ansvarlige for at sikre, at smalltalk er på dagsordenen. Det betyder bandt andet, at der til møder er en person, der er ansvarlig for at alle præsenteres for hinanden, så man sikrer, at alle deltagere i et møde kender hinanden.

Jo bedre forhold man har til kollegerne, desto mindre sygefravær har man. Det er en af de lidt overraskende konklusioner i en analyse af sygefravær i staten, som Personalestyrelsen har udgivet. Gode relationer til kollegaerne er derfor af afgørende betydning for vores trivsel. En god ånd og tone blandt kollegerne gør det endvidere lidt sjovere at være på arbejde.

Hvordan opbygger vi så gode relationer på vores arbejdspladser? Det er ikke noget, der bare kommer af sig selv. Det kræver opmærksomhed. Som udgangspunkt kræver det en vis rummelighed, interesse og nygerrighed for hinanden, og her spiller smalltalk en afgørende rolle.

En løbende social kontakt giver et vist kendskab til hinanden, som på sigt kan give tryghed og en bedre fornemmelse for hinanden. Det kan være med til at fremme det daglige samarbejde. Det er nu engang nemmere at spørge om hjælp hos en, man kender lidt end hos en, man slet ikke kender.

Spørgsmålet ”hvordan går det er?” et godt sted at starte. Hvis spørgsmålet stilles ud fra en oprigtig interesseret og nysgerrighed for at vide noget om en kollega, kan det åbne op for en relation, der kan påvirke samarbejdet i en positiv retning. 

Trivsel skal på dagsordenen på vores arbejdspladser, og ledelsen skal være med til at skabe rammer så de sociale relationer fremmes. Du kan imidlertid selv være til at skabe trivsel på din arbejdsplads ved at øge din interesse for dine kollegaer. Sociale relationer opbygges over tid, men mulighederne er mange. Begynd for eksempel med at sige god morgen til dine kollegaer, når du kommer på arbejde i morgen. Prøv en mandag morgen at spørge en kollega, ”hvordan hendes weekend er gået. Sæt dig ved et andet bord i kantinen, når du spiser frokost eller gå en tur forbi en af dine kollegaer på vej tilbage fra møde og spørg, hvad hun er optaget af lige nu – og  glæd dig til reaktionen.